Kære medlem

Indledningsvis en personlig orientering. Af helbredsmæssige årsager trækker jeg mig som formand for LU ved udgangen af i år for at gå på pension den 1. januar 2026. Det var bestemt ikke min plan at skulle forlade både formandsposten i LU og min stilling i UngFredensborg i utide, men det blev pludselig et vilkår.

Jeg er meget taknemmelig for de mange dejlige år, jeg fik i ungdomsskolen og LU med masser af gode kolleger, sjove og til tider skæve unge og en ofte uforudsigelig dagligdag. Jeg vil også takke jer alle for den opbakning og tillid, I altid har vist mig som formand. Det har betydet meget for mig. LU’s hovedbestyrelse har været så venlig at invitere mig med som gæst til foreningens årsmøde i april næste år. Jeg håber derfor, at vi kan få lejlighed til at sige pænt farvel til hinanden ved den lejlighed.

Hovedbestyrelsens konstituering pr. 1. januar 2026

Heldigvis er vores forening styret af et sæt vedtægter, der bevirker, at hovedbestyrelsen konstituerer sig selv med en formand frem til førstkommende årsmøde. I perioden fra den 1. januar og frem til årsmødet den 24. april 2026 har hovedbestyrelsen valgt Stig Munk-Hansen til konstitueret formand. Stig Munk-Hansen er leder af UngAabenraa. Foreningens vedtægter fastsætter også, at der på årsmødet er direkte valg til LU’s hovedbestyrelse. På årsmødet skal der derfor vælges både formand, hovedbestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Som nuværende formand vil jeg stærkt opfordre dig til at deltage i årsmødet og bruge din stemme.

Pensionssagen

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den sag, der har fyldt og fortsat fylder meget i LU, er vores ønske om at skifte overenskomstaftalt pensionsselskab fra LP til PFA. Ønsket er ene og alene begrundet i, at det uomtvisteligt vil give dig bedre pensionsvilkår og muligheder for at sikre både dig og din familie. Som jeg også nævnte i min sommerhilsen i år (jf. hjemmesiden), er det uforståeligt for mig, at KL vælger at lægge hindringer i vejen for LU’s ønske, når vi er en velafgrænset ledergruppe, og et skifte er omkostningsneutralt for kommunerne. Vi håber fortsat på en forhandlingsløsning med KL, men i samråd med vores advokat er vi om nødvendigt også parate til at prøve sagen retligt i begyndelsen af det nye år. KL er blevet orienteret om LU’s tilgang til sagen.

OK26

Den 16. december 2025 udveksler KL og LU krav. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at LU bl.a. vil foreslå grundlønsforbedringer og procentvise lønstigninger til vores medlemmer.

Ungdomsskolen ind i fremtiden
KOMPONENT har i samarbejde med LU gennemført et meget velbesøgt lederuddannelsesforløb. Tak for den store opbakning hertil. I det nye år afvikles det sidste internat den 13.-14. januar. Temaet er Lederens liv. Deltagerne får mulighed for at deltage i forskellige workshops: Netværksledelse, Strategisk procesdesign i ungdomsskolen, Ledelse på distancen og distribueret ledelse i ungdomsskolen, Faglig ledelse i ungdomsskolen og Reflekterende team -ledelsesmedlemmer i praksis.

For yderligere information henviser jeg til komponent.dk

Årsmødekursus den 23.– 24. april 2026
Hovedbestyrelsens kursusudvalg har efter min opfattelse igen formået at sammensætte et meget spændende og lederrelevant årsmødekursus i 2026.

Du kan allerede nu læse mere om kurset her              

Årsmøde den 24. april 2026

Den foreløbige dagsorden fremgår af hjemmesiden. Som nævnt oven for skal der vælges både formand, hovedbestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Husk, at indstilling af kandidater til formand skal ske skriftligt til sekretariatet senest en måned før årsmødet. Øvrige kandidater kan opstilles direkte på selve mødet.

LU åbner for tilmelding til årmødekursus og årsmøde i begyndelsen af det nye år. Nærmere information følger herom.

 

Afslutningsvis vil jeg ønske dig og dine en god jul og et godt nytår.

De bedste hilsner

Per Nielsen

Formand