Ungdomsskoleledelse in i fremtiden 19052025.jpg

Kompetenceudvikling er ikke en gave – det er en nødvendighed

Af Nina Wittendorff, Herlev Ungdomsskole

D. 19.-20. maj var over 70 ungdomsskoleledere samlet i Kolding til et intensivt og inspirerende kompetenceudviklingsforløb med det formål at styrke ledelse og udviklingskraft i ungdomsskolen.

Det blev to dage med stærke oplæg og engagerede processer, hvor der blev sat fokus på aktuelle ledelsesudfordringer og ungdomsskolens strategiske retning. Oplæggene ramte skarpt ned i de politiske og pædagogiske realiteter, vi står midt i – med input fra blandt andre docent Karen Wistoft, som satte tankerne i gang hos deltagerne med et oplæg, der udfordrede vores forståelse af trivselsproblematikker og den samfundsmæssige diskurs, der former vores ledelsesbeslutninger.

Formand Per Nielsen satte ord på det, vi alle ved, men måske for sjældent siger højt:

"Når vi investerer i kompetenceudvikling, investerer vi i kvaliteten af ungdomsskolen, i vores medarbejderes trivsel – og i de unges fremtid. Ledelse i ungdomsskolen handler ikke om drift – det handler om dannelse, retning og mod. Vi skal turde stille os selv de svære spørgsmål. Skal vi forberede unge på krise og konflikt? Hvad har de brug for i det Europa, de er på vej ind i?"

Kompetenceudvikling er ikke ekstra – det er essentielt. Hvis vi vil være ledere, der gør en forskel, skal vi også være ledere, der tør udvikle os selv.

Ungdomsskoleledelse ind i Fremtiden er blevet til i tæt samarbejde mellem LU's bestyrelse og Komponent. Kompetenceudviklingsforløbet tager aktuelle og relevante ledelsesproblematikker alvorligt. Med skarpe oplæg, ledelsesorienterede processer og uforstyrret fordybelse arbejder deltagerne med det, der i virkeligheden betyder noget: kvaliteten i ungdomsskolen – og de unges fremtid.

Det er fortsat muligt at tilmelde sig kompetenceudviklingsforløbet Ungdomsskoleledelse i i fremtiden. Tilmeldingen foregår gennem Komponents hjemmeside: